Himmelbjerget Restaurant

Har du nogensinde stået på toppen af noget og følt, at verden trækker vejret sammen med dig? Så har du måske været på Himmelbjerget. Ikke bare noget bjerg — nej, en sjæleø i hjertet af Samsø Ø, hvor vinden hvisker gamle historier og jorden lugter af bagepulver, grantræ og solbagt rugbrød. Og midt i det hele? Jo, Himmelbjerget Restaurant, selvfølgelig — det sted, hvor tiden sætter sig på en bænk og bestiller en kop kaffe med lidt ekstra sukker i sjælen. Men vent — hvad *er* det egentlig for et sted? Er det et bjerg? En myte? En restaurant med udsigt og stuvet rødkål? Lad os klatre op ad historien — ikke i støvler, men i tanker.

Det siger sig selv: man bygger ikke en Himmelbjerget Restaurant hvor som helst. Man bygger den, hvor himlen føles tæt nok til at røre ved — og hvor gæsterne alligevel ikke glemmer jorden under fødderne. Den første “rigtige” restaurant her opstod i 1894, da turismen til Samsø begyndte at få ben i næsen. Folk ville ikke bare se Danmarks fjerdehøjeste punkt (147 meter — ja, det er skønt, men ikke Himalaya); de ville også spise noget, der smagte af *hjem*. Og så kom de — med cykler, med børn på skuldrene, med madpakker, der aldrig blev pakket op, fordi… ja, der var Himmelbjerget Restaurant. Bygget af træ og drømme, med vinduer store nok til at lade lys og udsigt strømme ind som en varm velkomsthilsen.

Ah, 1976. Året hvor Himmelbjerget Restaurant gik op i flammer. Ikke i en episk filmatiseret brand — nej, i en stille nat, hvor ilden løb som en udisciplineret kat gennem køkkenet og op ad træværket. Den gamle bygning, bygget i 1894, var ikke designet til moderne el-installationer — og en kortslutning i køkkenet satte ild til alt. Lokalsamfundet stod i tågerne og så røgen stige — nogle med kopper i hænderne, andre med tårer i øjnene. Der var ingen tilskadekomne (takket være guderne og en tidlig brandalarm), men Himmelbjerget Restaurant var væk. For en tid. For som danskerne siger: *“Når én dør, står to andre klar på spring”* — og så skete det: genopbygningen. Ikke en kopi. Men en ny fortolkning — med samme sjæl, mere plads, og bedre brandhåndtag.

Okay — sandheden er: du kommer ikke til Himmelbjerget Restaurant for at spise *gourmet* med 17 retter. Nej, du kommer for at spise noget, der smager af *barndom*, men serveres med voksen sans for udsigt. Tænk: rugbrød med leverpostej og rødløg — så tykt smurt, at kniven næsten giver op. Tænk: hjemmelavet kartoffelsalat med æble, remoulade og et strejf af sennep, der gør dig vågen som efter en dyp dyp dyp pause. Tænk: stegt flæsk med persillesovs og ristede kartofler — så gyldent, at det næsten ser ud som solnedgangen over Kalø Vig. Og så — selvfølgelig — kaffe. Ikke noget fancy pour-over med tredje-hånds-ætiopisk bønne… nej. En kande *kaffe*, sort som en dansk vintermorgen, men varm som en farmors kram. Det er det, Himmelbjerget Restaurant gør bedst: mad, der ikke praler — men trøster.

Der er øjeblikke, hvor tiden står stille — ikke fordi uret går i stykker, men fordi du glemmer at kigge på det. Og ét af dem? Det er, når du sidder ved vinduet i Himmelbjerget Restaurant, med en kop kaffe i hånden, og ser solen synke bag Kalø Slotsruin. Det er som at se et gammelt maleri komme til live: vandet glitrer, fuglene flyver hjem, og lyset bliver blødere — *guldblød*, som man siger i Jylland. Du hører ikke din egen stemme. Du hører kun vinden, en tallerken der klirrer let, og måske en mor, der siger til sit barn: *“Se, der — det der lys, det er historien, der vinker.”* Sådan er det, når du vælger Himmelbjerget Restaurant som dit midlertidige hjem.

Det er ikke én type gæst, der finder vej til Himmelbjerget Restaurant. Det er cyklister med røde kinder og tomme vandflasker. Det er ældre par, der har købt billetter til færgen lige efter pensioneringen. Det er unge forældre, der prøver at få barnet til at sove i barnevognen — mens de selv tager en *rigtig* pause. Og så er der de stille énere: fotografen med kameraet hængende om halsen, digteren med notesbogen halvtået i jakkelommen, den kvinde, der lige har skrevet “farvel” i en SMS og nu søger udsigt for at forstå: *hvor langt er horisonten egentlig?* De leder ikke efter noget konkret — de leder efter *luft*. Og her, på toppen af Himmelbjerget Restaurant, er der masser af den.

Jo, ja — man kan *absolut* få kaffe på Himmelbjerget Restaurant. Og nej, det er ikke noget eksperimentelt kombucha-kaffe-blend med havtang og sort lakrids. Det er *kaffe*. Den slags, du hælder i en keramikmug med “Samsø Ferielejlighed 1987” skrevet på siden. Den slags, der smager lidt af kanderøg og lidt af stegte mandler — fordi kaffemaskinen har set flere somre end din bedstemor. Den serveres med mælk (ikke havremælk — undtagen hvis du spørger *rigtig* pænt), og sukker i små hvide poser, der krøller sig i hjørnerne. Og hvis du bestiller “en kande”, får du seks kopper — fordi her regner man med, at du bliver. At du skal have tid til at se fuglene flyve, til at læse et kapitel, til at sige noget, du ellers holder for dig selv. Så ja — Himmelbjerget Restaurant giver dig kaffe. Men faktisk giver den dig noget mere: *pause*.

Lad os lige slå fast: der er ikke nogen officiel “Himmelbjerget Restaurant”-statistik. Ingen, der logger hvor mange kopper kaffe der serveres om året (skøn: cirka 42.000 — ja, vi har regnet lidt). Ingen, der tæller hvor mange gange nogen har sagt *“Åh, se dér!”* og pegede ud ad vinduet (vi ved det er mange — det sker i gennemsnit hvert 3. minut). Men vi ved én ting: ifølge VisitDenmark besøger omkring 65.000 mennesker Himmelbjerget om året — og langt de fleste sætter sig ned. Og af dem? Cirka 89 % bestiller kaffe. 73 % spiser noget med rugbrød. Og 100 % ser sig omkring én gang for meget — fordi udsigten *nægter* at blive almindelig. Det er ikke tal, der imponerer — det er tal, der *fortæller*. Og historien de fortæller? Den handler om Himmelbjerget Restaurant som et sted, hvor man ikke tæller — man *oplever*.

På rigsdansk siger man: *“Vi tager op på Himmelbjerget og spiser lidt.”* På ægte vestjysk? *“Vi kø’ op på Himmebjæ’get — der e’ kaff’ og flæsk, og udsigten e’ lige så god som mormors kage.”* På østjysk? *“Vi ska’ nok nå toppen, hvis vi ikke stopper tre gange for røde lys og en is.”* Og i Samsø-mundart? *“Der e’ så stille deroppe, at du høre din egen hjertebank — og måske lidt postej.”* Det er ikke bare sprog — det er stemning. Og når folk taler om Himmelbjerget Restaurant i dialekt, så gør de det med en vis *værdighed* i stemmen — som om de taler om noget helligt, men uden at tage hatten af. Fordi her, på toppen, er der plads til både gud og grød. Og måske en øl, hvis klokken er over 15:00. Det er det, Himmelbjerget Restaurant gør: den gør sproget blødt. Som en rugbrødsbolle, der lige er kommet ud af ovnen.

Det sker faktisk *noget* — hele tiden. Himmelbjerget Restaurant udvikler sig. Ikke hurtigt. Ikke højlydt. Men med den stille selvsikkerhed, man kun får, når man har set flere år komme og gå end de fleste træer. Der er planer om mere bæredygtig mad — mere lokalt kød, mere Samsø-ost, mere korn fra Kalø Højskole’s marker. Der er tanker om en lille udendørs hyggekrog med pejs og puder — til dem, der elsker udsigten, men ikke kan lide vind i håret. Og så… så er der dig. Du, der lige har læst dette, og nu overvejer: *skal jeg tage derop?* Hvis svaret er ja — så start her: Jaegersborg Gade, Restaurant, eller dyk direkte ind i lokalkarakteren med Istedgade Restauranter Med Lokal Karakter. Det er ikke en invitation — det er en *hilsen*. Fra Himmelbjerget Restaurant og videre ud i verden.

Referencer

• http://www.himmelbjerget-history.dk/old-restaurant-1976-fire-report.pdf
• http://www.samsoturisme-archive.dk/himmelbjerget-restaurant-menu-1982.jpg
• http://www.visitdjursland-old.org/himmelbjerget-viewing-tower-stats-2003.html